Vedtægter

Vedtægter for
”Dansk Selskab for Odontofobi”

§ 1
Selskabets navn er: Dansk Selskab for Odontofobi
Som internationalt navn for Selskabet benyttes: Danish Society for Odontofobia

§ 2
Selskabet definerer arbejdet med odontofobi som en tværgående disciplin, der trækker på viden fra odontologi, psykologi, medicin, samfunds- og adfærdsvidenskaber til fremme af oral sundhed og løsning af odontologiske problemer hos mennesker med tandbehandlingsangst af forskellig sværhedsgrad.

Selskabets formål er:

At fremme og styrke kliniske behandlingsmuligheder for odontofobi gennem uddannelse, udvikling, og forskning.

At fremme og styrke den forebyggende indsats i forholdet til odontofobi i befolkningen.

At udbrede specifik viden om odontofobi blandt tandplejepersonale.

At udbrede viden om odontofobi i samfundet.

At være hørings- og samarbejdspartner for relevante myndigheder.

Formålet søges opfyldt ved:

Udveksling og formidling af viden om odontofobi indenfor tandlægefaget og tværfagligt.

Kursus- og foredragsvirksomhed, samt gennem litteratur henvisninger.

At skabe netværk for personer med interesse for behandling af odontofobi.

At være initiativtager til eller samarbejdspartner for projekter af klinisk og forskningsmæssigt art nationalt og internationalt.

En udadrettet information af og dialog med befolkningen omkring odontofobi.

At arbejde for, at forbedre økonomiske vilkår for behandling af patienter med odontofobi.

§ 3

Som medlemmer kan optages hele tandplejeteamet inkl. studerende, som ønsker at medvirke til selskabets formål.

Andre enkeltpersoner, som gennem deres virksomhed kan medvirke til selskabets formål, kan efter skriftlig ansøgning og godkendelse af bestyrelsen optages som medlemmer.

Organisationer, foreninger, fonde, firmaer og andre grupper med en naturlig interesse for selskabets formål og arbejde, kan efter skriftlig ansøgning og godkendelse af bestyrelsen, optages som støttemedlemmer. Disse medlemmer må deltage i selskabets arrangementer og overvære generalforsamlingen, men de har ikke stemmeret og kan ikke vælges til bestyrelsen.

Private tandklinikker eller kommunale tandplejer kan efter skriftlig ansøgning købe et antal navneløse medlemsskaber. Navneløse medlemmer kan på lige fod med støttemedlemmer deltage i selskabets arrangementer, kurser og generalforsamlinger. Kurser er til medlemspris.

Udmeldelse af selskabet kan ske skriftligt til kassereren inden regnskabsårets start den 1. juli. Bestyrelsen kan efter forudgående varsel slette et medlem på grund af kontingentrestance ud over 6 måneder.

Samtidig med indkaldelse til årsmøde og ordinær generalforsamling medsendes ajourført medlemsliste.

§ 4
Generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed.  Generalforsamling afholdes den første lørdag i oktober måned hvert år. Den afholdes i forbindelse med det sidste møde på året. Varsling og indkaldelse til generalforsamlingen foregår digitalt sammen med udsendelse af mail med dagsorden og indkomne forslag til medlemmerne mindst 14 dage før generalforsamling.

Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent og referant
  2. Formandens beretning
  3. Fremlæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab
  4. Fastlæggelse af kontingent
  5. Indkomne forslag
  6. Valg af bestyrelsen
  7. Valg af revisor og revisorsuppleant
  8. Eventuelt

Forslag til lovændringer kan vedtages, når mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for. Lovændringsforslag indsendes til bestyrelsen 30 dage før den ordinære generalforsamling.

Valg og forslag, der ikke angår lovændringer, eksklusioner og Selskabets opløsning, afgøres ved simpel stemmeflerhed.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, hvis bestyrelsen finder anledning dertil eller senest 1 måned efter, at mindst 1/3 af medlemmerne skriftligt har begæret det under samtidig angivelse af de forslag, der ønskes behandlet. Den ekstraordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer. På en ekstraordinær generalforsamling kan kun behandles forslag, der er angivet i dagsordenen.

§ 5
Kontingentet følger kalenderåret, det fastsættes på den ordinære generalforsamling og skal indbetales senest 1.januar for det følgende år. Selskabets regnskabsår går fra 1. juli til den 30. juni. Regnskabet tilstilles selskabets revisor til gennemgang og underskrift. Revisor og revisorsuppleant vælges for 1 år på den ordinære generalforsamling. Genvalg kan finde sted.
Studentermedlemmer og medlemmer, der er gået på pension eller ophørt med at praktisere, samt medlemmer, der er fyldt 65 år, betaler halvt kontingent.§ 6
Selskabet ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer: formand, sekretær, kasserer og 2 menige medlemmer. Det bør tilstræbes, at der er mindst 1 repræsentant fra den kommunale børnetandpleje, 1 fra specialtandplejen og 1 med virke i privat praksis i bestyrelsen. Bestyrelsen vælges på den ordinære generalforsamling for en 2 – årig periode. Bestyrelsen konstituerer sig selv.

Efter samlet nyvalg af bestyrelsen afgår 2 af medlemmerne efter det 1. år ved lodtrækning.

Dette omfatter dog ikke formanden. Således er der i lige år 2  bestyrelsesmedlemmer på valg og i ulige år 3 bestyrelsesmedlemmer på valg.
På generalforsamlingen vælges endvidere 1 suppleant for en 2-årig periode. Suppleanten deltager aktivt i bestyrelsesarbejdet, dog uden stemmeret. Suppleanten indtræder med stemmeret ved forfald på bestyrelsesmøderne. Genvalg af bestyrelse, formand og suppleant kan finde sted, dog højst 2 gange i træk med samme post.

Selskabet forpligtes ved underskrift af 2 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden. Der kan meddeles enkeltpersoner prokura.

Selskabets midler indsættes på en bankkonto ( pt x bank konto)

Adgang til at hæve på kontoen har kun formand og kasserer, der hver har et Dankort.

Selskabet kan ikke stifte gæld



§ 7

Selskabet kan opløses, såfremt en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling med 2/3′s flertal af de fremmødte beslutter det. Der træffes samtidig beslutning om anvendelse af selskabets midler.

Vedtaget på selskabets ekstraordinære generalforsamling lørdag den 22.januar 2011.