Patientberetninger
Da jeg endelig gik i behandling, var min frygt blevet næsten ubetydelig, det var skammen, der var den alt dominerende følelse, i praksis invaliderende. Jeg evnede ikke længere at forlade hjemmet, at se mennesker. Jeg overvejede selvmord som udvej, men forkastede den, for det ville være ondt mod de mennesker, jeg holdt af. Jeg ønskede jo at leve videre.
Før jeg kunne gå i behandling, var jeg nød til at tilstå min skam, sætte ord på overfor et andet menneske, i dette tilfælde min praktiserende læge. Så var skammen punkteret, ikke som en ballon, der springer, men som en lille begyndelse. Min læge hjalp mig via nettet med at finde en tandlæge, der kunne hjælpe mig.
Da jeg først havde fået taget hul på det, var længslen efter at leve igen så stor, at det næsten ikke kunne gå hurtig nok med at få lavet mine tænder.
Hvilket råd vil jeg give?
Fortæl andre om problemet. Hvis det er for svært at tale med de nærmeste, så gå længere ud. De allerfleste mennesker vil intet hellere end at hjælpe, hvis man spørger dem, og bare et lille skub i den rigtige retning – at hemmeligheden er ude – kan gøre al verdens forskel. Husk, hvor banalt det end er – der er få ting der føles så godt, som at gøre andre en tjeneste. Så gør nogen den tjeneste at fortælle dem at du har et problem.
Hvor bange er jeg nu? Lidt. Jeg hader at nogen stikker i mig, men min skam, den er til at håndtere, nu hvor jeg har ”stået nøgen”.
Keld 51år. ( ikke været til tandlæge i 30 år)
At blive befriet for tandlægeskræk efter 65 år er en stor oplevelse, som jeg ikke troede var mulig, men det lykkedes for mig for 3 år siden.
At angsten fuldstændig forsvandt skyldes noget, jeg ikke før har haft særlig tiltro til, nemlig psykoterapeutisk behandling (for mig var en time tilstrækkeligt).
Under selve behandlingerne har det været det at kunne afbryde med stop/ pause, at kunne sætte sig op og måske udskyde fortsættelse til næste konsultation.
Mange fobier kan kureres, og man behøver ikke på forhånd at tro helhjertet på det.
Et sidste råd: Lad være med at vente i 65 år, for så er der for lidt tid til at glæde sig over det!
Kirsten 68 år
